På vej mod 4S microservice-arkitektur
4S har i længere tid arbejdet med idéen om udviklingen af en række microservices, som kan udgøre en samling af løst koblede byggeklodser, der efterfølgende kan sammensættes og modificeres til specifikke telemedicin/-sundhedsløsninger. Byggeklodserne kan også anvendes til at udvide eksisterende sundhedsløsninger, f.eks. en EOJ eller en EPJ, med telemedicinsk funktionalitet. Ved anvendelse af disse microservices er det således f.eks. op til den enkelte rekvirent (leverandør/kunde) at beslutte graden af open source i en løsning/platform.Af historiske årsager har samlingen af open source microservices fået navnet OpenTele 3. Hermed fremhæves familieskabet til to tidligere, monolitiske versioner kaldet OpenTele 1 og OpenTele 2. Der er imidlertid så afgørende forskelle på den nye samling open source microservices og versionerne OpenTele 1 og OpenTele 2, at der er tale om et grundlæggende skifte både mht. teknologi og basalt tankesæt. OpenTele 1 og OpenTele 2 var færdige end-to-end løsninger, hvorimod en ny samling af open source microservices er byggeklodser, der indgår i end-to-end løsninger – løsninger, der sammensættes af open source og closed source-elementer efter leverandørens/kundens valg.
Det oprindelige arbejde med en microservice arkitektur for telemedicin i 4S regi blev udført i 2015, hvor Socialfonden bevilgede en forlængelse af TeleCare Nord projektet. I den forbindelse blev alle interesserede parter inviteret til at deltage i udformningen af den fremtidige arkitektur. Der var tale om en iterativ proces, hvor både private og offentlige parter blev inddraget og hørt henover perioden maj til august 2015. Resultaterne af dette arbejde er beskrevet her.
I 2016 arbejdede 4S videre med idéerne og beskrev i notatet "OpenTele3 roadmap for næste skridt" (download her) en prioritering af og roadmap for næste skridt for en telemedicinsk infrastruktur baseret på microservices.
Senest, i januar 2017, har Alexandra Instituttet, på opdrag af Region Midtjylland, afsluttet et 3 måneders proof of concept forløb, hvor der i et agilt forløb blev udviklet prototyper for en ny microservicebaseret infrastruktur for telemedicin og telesundhedsløsninger. Slutnotatet, som dokumenterer proof of concept projektets resultater kan læses her. Den foreløbige dokumentation af projektets prototyper kan findes her og koden bag ligger open source her.